Giv hormonerne skylden!

I starten af graviditeten er alle fostre små piger. Men efter 5-6 uger aktiveres Y kromosomet for cirka halvdelen og udviklingen af et drengefoster starter. I denne periode vil et tilsvarende pigefoster være ved at udvikle hjerneområder, som i denne periode for drengefosteret nærmest visner hen og dør. Vores kønsspecifikke hormoner undertrykker hjernevindinger for pige-adfærd og nedbryder samtidig de rester der findes af de kvindelige kønsorganer. Testikler og penis vokser sig større og fosteret gøres klar til at blive en dreng. Testosteron niveauet i et drengefoster er enormt højt i denne periode og svarer til en dreng midt i puberteten. Testosteronniveauet falder for en periode, men stiger igen til det tyvedobbelte i perioden fra han er 9-15 år gammel. Såvel Testosteron som vasopressin og anti-müllerisk hormon arbejder i fosteret sammen om at “defeminisere” fosterets hjerne, så den får særlige “drenge/mande hjernevindinger”, der senere vil understøtte lyst til udfordringer, konkurrence, opdagelser af det ukendte, sexuel jagt, rum-forståelse og mere voldsomme og energiske muskel bevægemønstre. Drenge får senere også en større og stærkere krop. Forsøg har vist at små piger er langt stærkere tiltrukket af ansigter og de kan kigge på dem længe, medens drengebørn hurtigt bryder kontakten, for at se på noget der bevæger sig. En dreng er skabt til at skubbe, kaste og og hive i ting for at se hvad der sker, for han er forprogrammeret til at opdage ting der bevæger sig, se på ting der bevæger sig og selv at få ting til at bevæge sig. 

Simpel og følelsesforladt?

Den grove og typiske opdeling er, at manden er simpel, ofte lidt følelsesforladt og kvinden er kompleks og følelsesladet. Det er selvfølgelig en utrolig oversimplificering. Manden er ikke alene simpel, kvinden er ikke alene kompleks. Vi er bare forskellige men manden er fra naturens side mere fysisk og visuel, medens kvinden er mere eftertænksom og empatisk. Igen en oversimplificering, men lad os nu bare gå lidt med den. Evolutionens hundrede tusinde af års udvælgelse, har medført at begge køn er forudindstillet og prædisponeret til at agere på forskellige måder og fokusere på forskellige ting, stort set for at overleve og sikre artens overlevelse. Forskere (og livet) antyder, at de forskellige faser i livet, specifikt og forskellige for hvert køn, har unikke hjerne-arbejds-strukturer, forskellige hormoner og prædefinerede signalstoffer i aktion, der medfører fundamentale forskelle på manden og kvindens adfærd. Vi er ikke ens og forskelligheden, der ses helt ned på celleniveau. Dette betyder ikke at vi ikke kan det samme som det andet køn, men vores hjerner er forprogrammerede til bestemte tankemønstre og adfærd, der er ret forudsigelige nærmest livet igennem. Jeg mener vi i dagligdagen og virkeligheden også oplever at mand og kvinde ofte har lyst til noget forskelligt og motiveres forskelligt. 
Hvis vi eksempelvis forestiller os en mand og en kvinde der på en bar, får øjenkontakt og umiddelbart tiltrækkes af hinanden, så sker der i løbet af de første sekunder (forskere siger 1/5 af et sekund), aktivering af forskellige områder i mandens og kvindens hjerne, der dog begge evaluerer på om den anden er et godt hug og en indsats værd. I mandens hjerne tænder det visuelle område meget ofte først og han ser levende billeder foran sig og forestiller sig alt muligt, særligt hvordan hun er at være fysisk sammen med. I kvindens hjerne tændes erfaringscenteret ofte først og hendes hjerne kigger de første sekunder efter referencer og sammenligner med andre mænd hun tidligere har kendt eller har erfaring med, siger videnskaben. Manden går efter fysik – kvinden sammenligner med tidligere oplevelser. Der er ikke ligestilling når det kommer til hjernens aktivitet.

Hormoner har indflydelse på adfærd

Vores køn afgør hvilke hormoner der er de dominerende og vores hormoner har en stor indflydelse på vores adfærd. Hormonerne påvirker helt fra starten af livet vores adfærd, vores fokus, vores leg, vores lyst og motiv til at indgå i sociale sammenhænge, vores vækst, vores udvikling med andre, hvordan vi i teenageårene udviser sexuel energi, om vi senere er parringsparate, om vi er forældreparate, vores beskyttertrang og aggressionsniveau og vores fokus i livet. Det er ikke (alene) opvæksten og miljøet der afgør hvordan børn leger. Det er vores prædisponerede hjerner og du kan give hormonerne skylden! 

Hormonerne koder mænd til konkurrence, brug af styrke, vores ønske om hurtigt at finde en praktisk løsning (selv på følelsesmæssige udfordringer), vores opfattelsers af andre mennesker og særligt deres ansigtsudtryk, vores perception af egne og andres følelser, vores kærlighedsønsker, vores ukontrollerede lyst til at nedstirre en lækker tiltrækkende kvinde, hvordan vi indgår i sexuelle relationer, hvordan vi er som partnere, hvordan vi skaber fantasier, masturberer og hvordan vi jager sex, eventyr og status.   

Har vi kontrolleret os til kedsomhed?

Nu har vi også en Præfrontal Cortex og med den kan vi nærmest kontrollere os ud af alt – hvis vi vil. Vi kan overskrive de naturlige drifter og de naturlige behov. Som tidligere Jægersoldat skal jeg hilse og sige, at jeg mere end en håndfuld gange har overskrevet og ignoreret, det min krop fortalte mig, jeg burde gøre lige nu. Og det ser vi jo også munke og sultestrejkende og cykelryttere gøre.
Mænd har i to til tre generationer overskrevet den naturlige drift og gjort det der skulle gøres. Passet maskinen, passet computeren, passet studiet og passet bilen. Mænd er også en del af husholdningen og slår græsset og laver mad. Det er der intet galt i, medmindre det er det eneste vi laver. Hvis du er mand og egentlig tilfreds med dit liv, men at du alligevel føler dig lidt uforløst som mand, så kunne dette være årsagen. Mange mænd fortæller akkurat om det: De føler ikke de helt lever det liv, de var beregnet til. Mange keder sig, selvom de har alt det, der burde tilfredsstille dem: En dejlig familie, venner, hus, biler, sommerhus og et godt job. De har stabilitet, kærlighed, faste rammer og tryghed. Men hvorfor er der så mange mænd keder sig? Og hvordan mon kvinden oplever en mand der keder sig, selvom han altid har travlt? Vi har måske skabt et liv der, i mindre og mindre grad passer til det en mand også har brug for, nemlig eventyr, konkurrence, beslutninger her og nu, lidt fare i ny og næ – blandet med lidt vildskab i en vildmark, noget tykt reb og senere en whisky om bålet, når bjerget er besteget?

Lars Møller /manhood.dk