Manglende polaritet og livsmission

Har du et kald der er større end huslige forpligtelser og praktik?

Meget tyder på at vi har misforstået ligestilling med at skulle være ens.  Lad os tage ham der Niels-Martin jeg kender for eksempel. Han er blevet feminiseret dels fordi hans far var et pjok af en rollefigur, der glemte at stille krav og vise vejen og dels fordi hans arbejde handler om at sidde pænt på en stol 8-9 timer i træk og udvikle strategier, lave rapporter, forberede præsentationsmateriale og gå til møder. I løbet af dagen bruger han sine ti….nej – tre fingre på et tastatur. Han bevæger sig stort set ikke derudover medmindre det er for at hente kaffe. Han drikker cafe-latte for den avancerede kaffemaskine med touchscreen kan ikke lave almindelig sort kaffe. Den laver kaffespecialiteter. Den vildeste kamp Martin oplever i sin verden, er når han møder et nej fra en kunde eller en kollega og skal kæmpe en ordre eller en resolution igennem. I hjemmet deler han alle de praktiske, huslige opgaver som gulvvask, madlavning, tøjvask, oprydning, blomstervanding og støvsugning med sin kone og han har sin egen baby bæresele, så han og Iben ikke hele tiden skal ændre de besværlige spænder når den skal gøres større og mindre. Så langt så godt. Vi vil gerne dele om alle opgaverne og derfor samler Iben selv Ikea skabet og sætter en hylde op i køkkenet, medens Niels-Martin laver babymos af broccoli  til deres tre måneder gamle baby. Han når også at skifte bleen lige før han ammer… altså fodrer den lille nuttede baby, man slet ikke kan stå for.

Niels-Martins kone tjener mere end Niels-Martin for hun har læst i længere tid. Niels-Martin var nemlig håndværker i regn og rusk i 3 år, før han tog sin uddannelse, så han kunne få stillingen som international markedsførings- og salgsassistent i et trævarefirma. Iben er god til at arrangere og koordinere alle de sociale aktiviteter der foregår med familie og primært hendes venner. Niels-Martin ser sine venner når de tager til fodboldkampe og spiser hotdog og drikker øl af u-økologiske plastickrus en gang om måneden i sommerhalvåret, for jobbet og familien fylder jo nærmest hele kalenderen ud. Iben har mere eller mindre bevidst udviklet maskuline karaktertræk, for ellers får hun ikke sin lønforhøjelse næste gang eller vinder den gode opgave, over sine mandlige kolleger og hun vil også kunne klare sig selv, hvis hun en dag står alene. Der er ingen mænd der tør rose Iben for hendes kjole eller lækre nye korte, røde skindjakke, når hun om morgenen træder ind på kontoret, for man holder sin kæft. Kun de andre kvinder må sige noget til Iben om hendes udseende, for det samme budskab sendt af en mandlig kollega, bliver lynhurtigt misforstået som sexisme.  

Hvad skal være dit livskald?

Niels-Martin glemmer i forvirringen at han bevidst skal vælge at være mand og Iben glemmer at hun bliver det for meget og den spændende sexuelle polaritet fordamper. De bliver ens. Alle de huslige opgaver kan man da fint deles om, men det er noget lort hvis det er det eneste Niels-Martin laver. Han skal have et kald. En livsmission. Det er ikke smart for nogen hvis det er Iben, der hans eneste mission. En mands kald kan have mange former. Det er ikke løsningen blot at glide med og ikke bevidstgøre sin egen mandighed. Man kunne bygge dit eget bjælkehus i baghaven, bygge en sauna eller et vildmarksbad tæt ved skovsøen, forberede sig i 2 år og bestige et bjerg, Ratificere sin mandemission og leve efter at kunne forsvare (jeg mener rent faktisk at kunne fysisk forsvare), forsørge (ikke nødvendigvis økonomisk – men intellektuelt, mentalt, spirituelt og sexuelt) og aktivt lede sin familie. Man kunne tage rygsækken med på alene-tur i alperne eller til Kiruna eller gå i skoven i en uge alene med egne tanker uden telefon. Man kunne foreberede sig i et år og ro Danmark rundt i kajak med telt og medbragt mad, melde sig til en ekspedition der skal krydse junglen et ukendt sted for at redde en truet dyreart, hvor man skal forberede sig i lang tid, nedlægge parcelhushaven og henover de næste to år, lave en køkkenhave der kan brødføde familien eller forberede og gennemføre et projekt hvor man hjælper unge udsatte mennesker med at finde retning i livet eller blive frivillig i en organisation der hjælper mennesker i nød. Besøg Vildmarken og når jeg skriver vildmarken mener jeg virkelig vildmarken, fordi naturen har en evne til at regulere os naturligt ind i noget sandt og nulstille os mentalt. Vildmarken lyver ikke, vildmarken foregiver ikke at være andet end det den er – smuk, barsk og ubønhørlig, naturen er som den er og derfor bliver vi mennesker også som vi er, når vi er i naturen, med de strabadser det nu kræver. Kendetegnet for at søge efter hjerte og sjæl er at det foregår alene eller sammen med andre mænd (ikke med din kvinde) og det foregår et ægte sted hvor det naturlige er i overvægt. Det er afgørende at der skal forberedes, det skal udvikle sig til en passion det tager år at gennemføre og som kræver vedholdenhed. Det skal ikke være let. Det skal være svært og kræve viljestyrke og medføre fejl. En mand må have et kald!

Det koster at lade være!

Niels-Martins situation er ikke Ibens skyld. Det er heller ikke Niels-Martins skyld. Det er bare sådan samfundet er blevet og vi har ikke opdaget det. Det ender desværre også med at Iben om nogle år, til en julefrokost, har en affære med ham den frække fyr med alle tatoveringerne, den åbenstående skjorte og de voldsomt intimiderende, spidse bikerstøvler, fordi Niels-Martin ikke evner at være blød og feminiseret om dagen og et sexet Brad Pitt vilddyr om natten, før han skal ind og give baby sin første nat-flaske. Men man kan altså ikke være både mand og kvinde. Man må vælge! Og det medfører også at kvinden må vælge.
Hvis et forhold skal udvikle sig passioneret og spændende, skal der være en sexuel polaritet til stede. Vi er sgu da ikke robotter. Vi er kød og blod, vi er hænder, ben, bryster og brystkasse og hormoner. Og det er umådeligt svært at bibeholde denne polaritet, når vi bare tænker på, at vi skal være ens og lave det samme.

Brev fra “Bymusen”

For et års tid siden skrev en kvinde fra Nørrebro til weekendavisens brevkasse. De var netop flyttet på landet og hun var faktisk lidt utryg ved alt den vilde mandighed hun mødte. Hun var bange for den vilde mand. Hun skrev:

”Kære Brevkasse.
Vi er et par, som for nylig er flyttet på landet. Vi har sat vores dreng, som er et år gammel, i dagpleje hos en dame, som bor på en gård. Vi er virkelig glade for både hende og stedet.
Men der er en slange i paradis: Hendes mand går tit og arbejder med sin motorsav, mens børnene leger udenfor. Vi véd godt, at risikoen for, at der sker noget, er lille. Men det skal jo kun gå galt én gang…
Dilemmaet er: Skal vi fortælle dem om vores bekymring? I så fald hvordan?
Venlig hilsen Bymusen.”

Svar fra brevkassen

Præst, forfatter og debattør Kristian Ditlev Jensen svarer langt, men meget rammende:

”Kære Bymus.
Først og fremmest et stort tillykke med, at I er flyttet ud af den ækle storby med jeres barn. For som H.C. Andersen engang skrev: ”Der var saa deiligt ude paa Landet.” Og som Dan Turéll siden tilføjede: ”Der er også mange fluer ude på landet. Fordi der er så meget lort ude på landet.” Eller sagt på en anden måde: Uskylden findes kun som en barnlig forestilling, fra før Eva plukkede æblet.
I virkelighedens verden er der både skovflåter, stødhegn og sågar benzindrevne haveredskaber, så det er altså kun den allerstærkeste, der overlever. Kald det naturlig selektion.
Men det er vel noget af det, man tager med, når man indkasserer boliggevinsten og flytter 300 kilometer væk og 200 år tilbage i tiden? Ude på landet pakker man nemlig ikke børn ind i vat, og alting er i det store hele, sådan som det altid har været. Ude på landet hælder man piskefløde i kaffen, hvis det passer én. Og dét gør det. Man synes ikke rigtig, at en kagemand er en kagemand, hvis ikke slikket dækker helt. Man klipper drengene korthårede. Mændene har stadig rigtigt arbejde, pigerne går endnu i kjoler, og konerne går hjemme. Man joker med, at bøffer under 200 gram er ”pålæg”, når man griller – men man mener det faktisk, for man spiser kød, gør man, om Greta Thunberg går i skole eller ej. På landevejene kører man, ”så det passer… og 130 passer!”
Ude på landet ordner man konflikter i mindelighed, og sådan et blåt øje har folk da alle dage overlevet. Og ellers kan man vist få det sort.
Set udefra – og det vil sige inde fra den ulideligt politisk korrekte storby – må det virke komplet sindssygt, at børn spiser bolsjer lavet på ren sukker hver fredag. Men det gør de. Og set udefra, altså her ude fra periferien, er storbyen jo endnu mere gakkelak.

Danskerne i byen er tilsyneladende alle sammen lige pludselig blevet bandemedlemmer, og i øvrigt er halvdelen af befolkningen i dag af anden etnisk herkomst end dansk. Ingen spiser sammen klokken 18, for alt er blevet take-away og on-the-go og drop-in-dåb. Nyhederne, der gjalder ud mod os som postmoderne minaretsang inde fra Sodoma, handler om, hvordan stort set alle Politiken-læsere nu lever i åbne forhold, er så optaget af nye ”primærtrends”, at de har glemt samtlige kerneværdier, og så véd de fleste vist ikke engang længere, hvilket køn, de – eller siger I dem? – har. Med andre ord: Verden er af lave i storbyerne.
Men det er jo netop derfor – tadaaa! – at man flytter ad Pommern til. Bogstavelig talt.

Skal I så sige det med den motorsav?
Næ. Enhver grådlabil forældrehenvendelse vil blive opfattet som – og jo også være – mistillid. Manden på gården har selv savet med den motorsav, siden han var bette, og hvis I er heldige, så kan jeres junior også betvinge den om et par år, hvis ellers han får lov at lege op og ned ad et stykke fritgående mandfolk uden al mulig utidig indblanding fra nervøse almueturister fra Østerbro.”
– – – –

Ja, hvad er en mand og hvad er en kvinde? Det er som om vi er på vej imod en opløsning af kønnenes stærke sider og bare alle sammen skal være deltagere i en fælles kønssuppedas uden peaks, ekstremer eller individualitet. Hvorfor skal vi være ens? – Jeg fatter det ikke, for vi er jo ikke ens. Lige muligheder er fuldkommen rimeligt, men der er noget vi har misforstået, når vi tror det betyder at vi også skal gøre det samme og være det samme. Jeg vil ikke være feminin!

Lars Møller.  /Manhood