“Ved katastrofe – knus glasset og frigør den vilde mand”.
Generelt kan samfundet ikke helt beslutte sig for, hvordan en mand skal være. Det er som om, at det ved tilfældigheder og med fokus på anden udvikling de sidste 50 år, er lykkes med at strippe manden for alle de karakteristika som han også indeholder: Vrede – aggression – raseri – vold – dominans – styrke. Vi har skabt en samfundsnorm der beder mænd om at pakke disse egenskaber væk og de fleste mænd bliver nu flove, hvis en diskussion brænder på og man i to minutter kommer til at udvise lidt arrigskab eller vrede. Gud forbyde det. Samfundet ønsker kun at han beholder sin omsorg, selvkontrol, flid og empati og udvikler de overvejende feminine sider, for det føles mere omgængeligt, kultiveret og sikkert. Men dette er et misforstået forsøg på at skabe et konfliktløst samfund, og måske er det også begrænsende, set i et udviklingsperspektiv. Der er brug for at kunne samle relationer men der er også brug for at man engang imellem bryder dem. Der er brug for både dominans og underkastelse. Der er brug for både vrede og glæde. Der er brug for poler, for uden polaritet er der ingen sund balanceret udvikling. Vi risikerer ydermere at miste den sexuelle polaritet som tiltrækker mand og kvinde og skaber passion og begær.
Når der opstår krig og konflikter eller naturkatastrofer, når der skal løftes noget tungt eller lægges et tag på et hus, lægges asfalt ud på endeløse kilometer motorvej, graves ud til en parkeringskælder, når det brænder i en boligblok eller når en farlig terrorist skal nedkæmpes, så kalder man på denne mand og beder ham frigøre de iboende mandige egenskaber og hjælpe med at rydde op. Det er som om, mænd er blevet pakket væk bag en lille glasrude hvorpå der står: “I farlige situationer – knus glasset og frigør den rigtige vilde mand”. Mange mænd glider i dagligdagen med og forsøger at være dette lidt kønsløse nye billede af en mand, der ikke må konkurrere, dominere eller holde et ekstremt fokus, trods al modstand. Men for mange bobler meningsløsheden en dag over og den tavse desperation indfinder sig. Var det virkelig det jeg skulle være som mand? Det er det jeg hører om, i mine mange samtaler med mænd. Har du mon også følt noget af det?
Find øksen frem!
Der er ingen tvivl om at det som mand kan være svært at finde ud af hvad det vil sige at være mand, når livet i højere og højere grad forventer at man, for at være ordentlig, brugbar og accepteret, skal opføre sig pænt, være en flink og afdæmpet fyr og iøvrigt beherske sig til alle sine resultater og når alle de fysisk orienterede job er lavstatusjobs – hvad jeg overhovedet ikke synes de er. Mandens inderste kerne vil på sigt kede sig, medmindre man med jævne mellemrum håndterer noget ægte og håndgribeligt og det er bedst, hvis det ikke blot er et tastatur foran en skærm. En traktor, en høvl, en båd eller noget så simpelt som en økse i en skov, bringer fundamentalt liv i de fleste mænd. Bare det at tænde et bål og koge sin egen kaffe uden at skulle trykke på nogle knapper for at tænde noget som helst. Mænd elsker at kapere. At stå med udfordringer og overvinde dem. Eller som minimum at fejle i forsøget, hvor man gjorde alt.
Alt dette har vi slet ikke nok opmærksomhed på, fordi vi skal levere til et fuldt ud domesticeret og på mange måder kedeligt samfund. Vi laver rapporter, afhandlinger, statestikker, softwarekoder, regelsæt, memoer og retningslinjer. Røvsygt!!
Samfundet kan ikke lide det utøjlede og ukontrollerede, det aggressive, vilde og handlekraftige, fokuserede og dominerende som en mand også indeholder og som stadig er en del af hans biologi og genetik. Derfor har denne kultivering af mandens hjerte og sjæl drevet det på flugt og det er min overbevisning at det kun genfindes et billedligt talt, vildt sted. I vildmarken, i skoven, i højlandet, på bjerget eller på et stort åbent ocean. Det skal findes hvor der ikke nødvendigvis er nogle veje i forvejen og det kræver strabadser og overvindelse at finde det. Der hvor der ikke findes sikkerhed eller vished for noget som helst, ligger en af nøglerne til at genvinde det forsvunde mandige hjerte og den maskuline sjæl.
Mænd skal styrke maskuliniteten. Den er vigtig fremdrift, retning og en god, brugbar modpol til det feminine.
Manhood.dk /Lars Møller